Sorggruppe for voksne

Sorggruppe i Stenlille Sognegård - et tilbud også til Ruds Vedbys borgere

"Sorg er den største ære, kærligheden kan få", skriver sognepræst Lise Trap i én af sine bøger. Sorg er uundgåelig, når vi mister et menneske, der står os nær. Vi er nødt til at bære sorgen, leve i den, med den gennem den. Der er ingen vej udenom, men det kan være utroligt ensomt. Det kan lindre at der er nogle at bære sorgen sammen med, og derfor kan det være en trøst at mødes i en sorggruppe.

Sorggruppen i Stenlille har opstart den 6. oktober 2020 og er helt gratis. Gruppen mødes i et lukket forløb omkring 9-10 gange, hver 3. tirsdag kl. 9-11. i Stenlille Sognegård. Der er plads til 6-7 efterladte.

Der lægges stor vægt på, at gruppen er et trygt og omsorgsfuldt rum, hvor man lytter til hinanden og støtter hinanden. Alle har derfor naturligvis tavshedspligt.

Deltagerne i sorggruppen skal som udgangspunkt have oplevet tab af ægtefælle/partner eller tab af voksne børn. Vi anbefaler, at der er gået minimum 4-5 måneder siden dødsfaldet, da vores erfaring siger os, at sorgen først dér er klar til at blive bearbejdet i en sorggruppe. Har du tab, der går længere tilbage, som ikke er bearbejdet, er du også velkommen

Kontakt og tilmelding

Tænker du, at du vil have glæde af at gå i en sorggruppe, så tøv ikke med at tage kontakt til:

Kirsten Fogsgaard
Sognepræst i Munke Bjergby-Kirke, Flinterup
Tlf. 57807176 (træffes ikke mandage).

Man optages under forudsætning af, at der er plads. Og husk, at det er gratis at deltage!


 

Er du mere til online anonyme samtaler?
Så kan du måske få glæde af Sjælesorg på nettet